Skals FF i JBU Sommer Cup ved Jesperhus, - stor succes med 110 deltagere.
Det var med højt humør og dejligt solskinsvejr, at Skals FF Valkyriens børneafdeling søndag morgen kl. 8.30 drog af sted til i Roslev. 110 personer havde tilmeldt sig arrangementet, og fyldte to store busser fra Sønderballes Biler/Midtbus Jylland, som delvist sponserede busturen. Der var tilmeldt seks hold til stævnet, så der var liv og glade dage i busserne, for der var jo også søskende og forældre med som heppekor.
Undervejs i busserne var der gratis frugt til alle, sponseret af købmand Lund, så alle var klar til kamp på banerne ved Roslev-Hallen i Salling. Det var spændende at deltage i et stævne lidt længere væk end normalt, og møde klubber man ikke plejer at spille mod til dagligt, - men der var dog også plads til lokalopgør mod BMK 90. Stævnegebyret var velvilligt betalt af støtteforeningen Valkyriens Venner.
Efter at alle hold gennem et par timer havde været i aktion på banerne, kørte busserne efterfølgende til Jesperhus Blomsterpark, hvor alle Sommer Cup’ens hold mødtes. Her kunne børn og voksne hygge sig hele eftermiddagen. Der var mulighed for at se på de mange dyr og blomster, samt prøve parkens mange forlystelser og vandland. Kl. 17.30 var der afgang mod Skals, med to busser fyldt af trætte børn og brugte forældre. Alle havde en god dag, hvor vejret viste sig fra sin gavmilde side. Dejligt at så mange støtter op om børneafdelingens arrangementer, og tak til alle deltagere, hjælpere og sponsorer for en rigtig god tur.







